startsend emailPrint
Besøg Zone-stationen i Andelslandsbyen Nyvang
Familieoplevelser for fuld kraft - besøg Teknisk Museum i Helsingør

Vedtægter




Gældende vedtægter for
Zone-Redningskorpsets Venner
pr. 20. juni 2009:



Vedtægter for
Zone-Redningskorpsets Venner


§ 1

Foreningens navn, ejerforhold, art og status


1. Foreningens navn er Zone-Redningskorpsets Venner.

2. Foreningen er at betragte som en juridisk person, hvis medlemmer ikke hæfter for dens forpligtelser.


§ 2

Medlemmerne


1. Som medlem kan optages enhver fysisk eller juridisk person, der vil arbejde for foreningens formål.

2. Medlemsskab sker ved indbetaling af kontingent.

Medlemmer der ikke har betalt kontingent, slettes automatisk som medlemmer tre måneder efter kontingentbetalingens udløb.

Bestyrelsen kan meddele kontingentnedsættelse til værdigt trængende.

3. Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, som handler i strid med foreningens vedtægter eller på anden måde handler til skade for foreningen, og som ikke har efterlevet et af bestyrelsen med passende varsel afgivet påkrav om efterrettelighed.

Den ekskluderede kan kræve eksklusionen prøvet ved den førstkommende generalforsamling, hvor han har taleret, men ikke stemmeret.


§ 3

Foreningens formål


1. Foreningens formål er at sikre Zone-Redningskorpsets minde for eftertiden.

Dette sker på følgende måder.

2. For det første gennemfører foreningen en række aktiviteter i eget regi.

Disse aktiviteter består i udgivelse af et medlemsblad, varetagelse af forskellige medlemsaktiviteter i form af arrangementer og opvisninger, drift af internetside og bogudgivelser m.v.

3. For det andet støtter foreningen økonomisk og arbejdsmæssigt den del af Danmarks Tekniske Museums aktiviteter, der angår Zone-Redningskorpset, for eksempel ved:
      • at afholde udgiften til garagering af de Zone-køretøjer, der ikke er plads til at udstille på Danmarks Tekniske Museum
      • i muligt omfang at bistå med mandskab til løbende vedligeholdelse af samlingerne.
      • i muligt omfang at bistå med mandskab til levendegørelse af museet.
      • at søge arkivalier færdigregistreret.
      • at søge at færdigrestaurere de Zone-køretøjer, der ikke er restaureret.
4. Foreningen engagerer sig i driften af foreningen Zone-Flyet OY DHYs Venner og i Zone-stationen i Andelslandsbyen Nyvang i Holbæk.

5. Bestyrelsen kan beslutte, at foreningen i mindre omfang også kan støtte andre projekter, der angår Zone-Redningskorpset.

6. Foreningen skal i øvrigt følge museumsverdens fælles standarder og normer for museumsvirksomhed efter de til enhver tid gældende retningslinier.


§ 4

Foreningens ledelse, sammensætning og valgmåde


1. Foreningen ledes af en bestyrelse, der vælges på den årlige generalforsamling. Bestyrelsen skal bestå af mindst fem medlemmer, hvoraf mindst to bør have haft tilknytning til Zone-Redningskorpset eller være ansat indenfor brand- eller redningstjeneste. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for to år ad gangen, således at halvdelen + et medlem vælges på lige år, og halvdelen på ulige år.

Genvalg kan finde sted.

Kredsen af bestyrelsesmedlemmer kan udvides med repræsentanter for samarbejdende museer.

Disse bestyrelsesmedlemmer er ikke på valg. De valgte bestyrelsesmedlemmer skal altid have stemmemæssig overvægt.


2. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

Den afholdes hvert år så vidt muligt den sidste week-end i maj måned som markering af etableringen af Museum for Zone-Redningskorpset i Holbæk i 1987.

Generalforsamlingen afholdes efter bestyrelsens bestemmelse enten på Danmarks Tekniske Museum i Helsingør eller i Andelslandsbyen Nyvang ved Holbæk.

Dagsorden er følgende:

1. Valg af dirigent.
2. Aflæggelse af bestyrelsens beretning.
3. Aflæggelse af regnskab.
4. Fastsættelse af budget og kontingent.
5. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
6. Valg af revisorer.
7. Indkomne forslag.
8. Eventuelt.

Der føres en protokol over generalforsamlingens deltagere og forhandlinger.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes når et bestyrelsesmedlem eller mindst 1/3 af foreningens medlemmer fremsætter skriftlig begæring derom.

Enhver generalforsamling indkaldes med 14 dages varsel ved brev til foreningens medlemmer eller opslag i foreningens medlemsblad.

Hvert medlem der har betalt kontingent har én stemme.

Der kan stemmes ved fuldmagt, idet hvert medlem dog højst kan medbringe en fuldmagt.

Afstemning sker ved håndsoprækning, medmindre et medlem begærer skriftlig afstemning.

Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed, idet dog beslutninger om vedtægtsændringer kun kan vedtages med 2/3 flertal og forslag om ophør kun med fuldstændigt flertal.

Vedtægtsændringer der indebærer, at vedtægterne vil komme i strid med fælles standarder og normer for museumsvirksomhed, kan ikke vedtages.

3. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og konstitution. Bestyrelsen er ansvarlig for foreningens drift.

Af sin midte vælger bestyrelsen
      1. En formand
      2. En næstformand
      3. En kasserer
      4. Redaktør
      5. En repræsentant til Danmarks Tekniske Museums repræsentantskab
      6. En repræsentant til Foreningen Zone-Flyet OY DHYs Venner
      7. En repræsentant, der skal varetage kontakten med Andelslandsbyen Nyvang

      Den samme person kan vælges til at varetage flere af ovennævnte hverv.

      Bestyrelsen fører en protokol over sine forhandlinger.


§ 5
Foreningens ledelse m.v.


1. Foreningens bestyrelse kan vælge en direktør til at varetage driften.

2. Alt arbejde i foreningen er baseret på frivillig, ulønnet arbejdskraft, bortset fra det personale der måtte være ansat som følge af direkte offentlige løntilskud.

3. Ingen frivillig eller ansat kan betinge sig nogen form for rettigheder eller personlige fordele af det arbejde, der frembringes i foreningens regi, det være sig ejendomsrettigheder, ophavsrettigheder af enhver art, eller hvad i øvrigt nævnes kan, intet undtaget.


§ 6

Regnskab


1. Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

2. Regnskabet revideres af to generalforsamlingsvalgte revisorer.


§ 7

Genstande


1. Foreningen skal sørge for, at de genstande den håndterer og opbevarer på vegne af Danmarks Tekniske Museum opbevares og håndteres forsvarligt, ligesom der skal sørges for nødvendige foranstaltninger for beskyttelse af genstandene mod brand, tyveri og hærværk.


§ 8

Ophør


1. Såfremt foreningen ophører tilfalder dens aktiver Danmarks Tekniske Museum.




Således vedtaget på den stiftende generalforsamling 25. maj 1991. § 8 ændret på ordinær generalforsamling 29. maj 1993.


(sign)

Frode Olsen, dirigent

______________________________________




§§ 2, 3, 4, 5, 7 og 8 er ændret på den ordinære generalforsamling 9. juni 2001. Ændringerne i §§ 2 og 5 træder i kraft straks. Generalforsamlingen bemyndiger bestyrelsen til at bestemme, hvornår de øvrige ændringer skal træde i kraft. Dette kan ske samlet eller delvist.
Ændringernes i krafttræden skal bekendtgøres med tre måneders varsel i foreningens medlemsblad.

(sign)
_______________________________
Som dirigent Poul Kaspersen



Ved generalforsamlingen 25. maj 2002 vedtoges det, at foreningens navn fremover skulle være Zone-Redningskorpsets Venner.

(sign)
________________________________
Som dirigent Johannes Nordskov



I sit møde 23. september 2003 vedtog bestyrelsen, at nærværende vedtægt skulle være gældende i sin helhed tre måneder fra bekendtgørelse overfor medlemmerne. Bekendtgørelse er sket med udgangen af oktober 2003 ved udsendelse af vedtægten til alle medlemmer. Ved sammenskrivning af vedtægten konstaterede bestyrelsen, at i to tilfælde var "museet" ikke konsekvensrettet til "foreningen". Bestyrelsen har i ovenstående sammenskrivning foretaget denne konsekvensrettelse.


________________________________
Frederik Madsen, referent



Ved generalforsamlingen 20. juni 2009 vedtoges ændringer til § 2 stk. 2 og § 4 stk. 2.

(sign 17. juli 2009)
________________________________
Som dirigent Poul Kaspersen




Kontakt Zone-Redningskorpsets Venner
Vær trendy - anskaf Zone-merchandise før din nabo
Hjælp os med at identificere billeder med Zone-folk
Studenterkørsel
©www.zone-redningskorpset.dk, 5. februar 2012