Familieoplevelser for fuld kraft - besøg Teknisk Museum i Helsingør
Besøg Zone-stationen i Andelslandsbyen Nyvang

Zone-træf og 25. Ordinære generalforsamling 2016



Referat i PDF med underskrift
Referat i tekst se nedenfor
PP bestyrelsens beretning
BestyrelsensBeretning2016.pdf BestyrelsensBeretning2016.pdf




Fra mindehøjtideligheden i Nyvang kirken om morgenen


OY-DYZ præsenteres for første gang


REFERAT AF 25. ORDINÆRE GENERALFORSAMLING
I FORENINGEN ZONE-REDNINGSKORPSETS VENNER
AFHOLDT LØRDAG 25. JUNI 2016
I ANDELSLANDSBYEN NYVANG
__________________________________________________________


I generalforsamlingen deltog i.h.t. tilmeldingsliste følgende:

Børge Schnack, Svinninge * Gert Pedersen, Holbæk * Preben Rebsdorff, Fredericia * Leif Krøyer, Græsted * Ole Welander Hansen * Birte L. Hansen * Asger og Lene Welander * Jens Jørgen Juel Pedersen, Virum * Poul Køster, Nykøbing S * Torben Jensen, Hundested * Stig Wamberg, Næstved, med ledsager * Ivan Sejersen, Bjerringbro * Jørgen og Marianne Røpke, Stensved * Richard D. Palmer, København * Jørn Thuesen, Greve * Jan Jensen, Tåstrup * Jan Nielsen, Svebølle * Bjarne Kogsbøll, Hedehusene * Helge Larsen, Hillerød * Marius Schmidt, Korsør * Arne Sørensen, Snertinge * Finn Nielsen, Gadstrup * Ole Olofsen, Holbæk

Fra bestyrelsen: Frederik Madsen (formand) * Aage Jelstrup, Vipperød (næstformand) * Ingelise Nielsen, Holbæk * Georg Tegne-Hansen, Helsinge (tillige Helsingør-Zonen) * Bjarne Hansen, Holbæk (tillige Holbæk-Zonen)

Fra Gelsted-Zonen: Børge Andersen med ledsager

Formanden indledte med at byde velkommen og takkede Holbæk-Zonen for modtagelsen og arrangementet og for det store fremmøde.

Formanden anmodede herefter forsamlingen om at rejse sig og mindes de medlemmer, som var afgået ved døden i årets løb:

ZRV 0238 Herdis Lohse Hansen, Maribo
ZRV 0846 Jan Winther, Kokkedal
ZRV 1112 Finn Larsen, Frederiksberg
ZRV 1121 J.H.Kraul, Horsens
ZRV 1127 Ralf K. Hansen, Ballerup
ZRV 1132 K. Nørgaard, Thisted
ZRV 1227 Frits Jensen, Norge
ZRV 1252 Per K. Pedersen, Hadsten
ZRV 1357 Helge Böll, Sverige

Efter en kort stilhed, bad formanden herefter medlemmerne om at synge mindesangen for ZR, som Georg Tegne-Hansen havde skrevet.


Ad dagsordenens pkt. 1: Valg af dirigent

Formanden gik herefter til valg af dirigent og foreslog Jens Snedker-Holm, der valgtes ved akklamation.

Jens Snedker Holm konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet og beslutningsdygtig. Han gav herefter ordet til formanden for aflæggelse af bestyrelsens beretning. Beretningen blev suppleret af billeder der vistes på storskærm.


Ad dagsordenens pkt. 2: Bestyrelsens beretning

Formanden aflagde beretningen på bestyrelsens vegne således:

Vi vil i lighed med tidligere år aflægge beretningen således, at jeg siger noget generelt, og herefter vil vi bede formændene for arbejdsgrupperne aflægge hver deres beretning.

Bestyrelsen har igen i 2015 bestået af
Ingelise Nielsen
Poul Wissing
Georg Tegne-Hansen
Preben Kjær
Aage Jelstrup
Christian Jensen
og jeg selv.

Vi har afholdt møder 17. marts og 22. september 2015.
Desuden har vi 20. juni afholdt et meget vellykket Zone-træf i Gelsted med mange medlemmer fra Fyn og Jylland, vi ikke plejer at se.
Desuden deltog vi ved bestyrelsesmedlemmerne Georg Tegne-Hansen og Poul Wissing i 2015 for første gang i mindehøjtideligheden i Holmens Kirke for brand og redningsfolk dræbt i tjenesten til minde om de ni Zone-folk, der omkom under udførelsen af deres gerning.
Vi har desuden taget nogle initiativer til at bremse netto-frafaldet af medlemmer. Det er Christian Jensen, der i forbindelse med Totalforsvarsdagen, Græsted Veterantræf, Fars dag m.v. tilbyder rabat på første års kontingent + en gratis Zone-bog. Nu ser vi, hvordan det går med de således erhvervede nye medlemmer, om de bare melder sig ud efter et år, men noget må vi i hvertfald gøre, for selvom der hele tiden kommer nye, så kan de ikke opveje tabet af frafald i forbindelse med dødsfald blandt skaren af ældre medlemmer.
I vores forening har vi de senere år været ude at ansøge forskellige fonde om støtte, og det er gået ganske godt. Jeg skylder at rette en stor og varm takke Ellehammer-fonden og Velux-fonden for igen i 2015 at have støttet vores arbejde med at gøre de gamle Zone-biler køreklar. Støtten fra disse fonde er af hel vital betydning, og i løbet af i år vil vi prøve at arbejde videre med andre fonden om støtte, fonde som tidligere har hjulpet os.
Endnu mere vital for vores arbejde end fondsstøtten er det store frivillige arbejde, der gøres i foreningen. Det kan være vanskeligt, hvordan man til dagligt får givet nok anerkendelse for dette arbejde. Hver eneste frivillig er uundværlig. Alle udfylder en plads med viden og engagement, som vi ikke kan undvære, og som udgør foreningens DNA.
Jeg vil tillade mig i dag at gøre en undtagelse og fremhæve nogle få, som gør en særlig indsats. Jeg vil bede de følgende om at rejse sig og jeg vil bede forsamlingen give dem en hånd. Og rækkefølgen de nævnes i er alfabetisk, den har ingen rangorden, bortset fra, at begynder med kvinden bag det hele:
Ingelise Nielsen, du er vores frontrunner i forhold til at passe medlemmerne, sørge for at alle får opmærksomhed, at vi betaler vores kontingent og at der er styr på alt administrativt omkring medlemmerne. En kæmpe tak for det.
Bjarne Hansen, du trækker læsset her på Nyvang med køretøjsgruppen. Du går op i det med liv og sjæl, og du er nok snart i Holbæk mere kendt som Zone-leder end som fhv. malermester og byrådsmedlem. Resultaterne her på Nyvang taler for sig selv, en flot bedrift.
Børge Andersen, formand for Zonen i Gelsted, tænk at det er lykkedes dig at samle en gruppe, som troligt møder frem hver torsdag og arbejder på Nakskov-sprøjten. Alle pengene til projektet har I også været i stand til at skaffe. En stor glæde er det, at ZRV i kraft af dig kan være repræsenteret også vest for Storebælt.
Georg Tegne-Hansen, du er utrættelig Zone-fanatiker. Formand for køretøjsgruppen i Helsingør, primus motor i restaureringen af ZR 378, som bliver Danmarks flotteste veterankranvogn, og særdeles aktiv når det gælder vores database med Zone-køretøjer. En kolosal indsats.
Poul Eberhardt, flyveprojektet skulle også nævnes, men han er her ikke
.
Alle går I foran og løber med fanen, hvilket er helt afgørende for at få andre til at følge efter.
Jeg ved, at der er mange, mange andre, der udfører et stort frivilligt arbejde, og derfor kan det også være svært at fremhæve nogle fremfor andre, men jeg vil alligevel bede Jer alle om at udbringe en skål og en tak til de fem personer, som nu står op, for deres store indsats for Zonen. Også herfra en dag til Jeres ægtefæller, som må undvære Jer pga. Jeres arbejde for Zonen.




Formanden anmodede herefter lokalformændene om at aflægge deres beretninger, der blev suppleret med billeder, der vistes på storskærm.

På vegne af Helsingør-Zonen aflagde Georg Tegne-Hansen beretning således:
2015-2016 Beretning, Helsingør-gruppen.
Af arrangementer som vi har deltaget i siden sidste generalforsamling kan nævnes:
27. juni var vi til indvielse af Frederiksværk Brandvæsens nye museum. Som gammelt nabobrandvæsen mødte vi med Helsinge-sprøjten.
1. august var vi traditionen tro på Egeskov til Falck-dag. Vi deltog med Bedford kranvogn 389, Ford V8 bugservogn 714. og Thames vejservicevogn. Vi kørte denne gang hele turen, frem og tilbage på samme dag. Det var første gang i mange år at den lille Thames var ude på så lang en køretur, men den klarede det fint, bortset fra at den måtte have skiftet en defekt benzinslange for at klare den sidste strækning fra Helsinge til museet søndag morgen.
29 og 30. august deltog vi ved Brand- og rednings-weekend på Nyvang med kranvogn med dyreambulance, V8 bugservogn, Chevrolet-ambulance og sprøjte.
5. september var vi på Ringsted flyveplads til deres 50-års jubilæum med Mercedes-ambulancen.
12 og 13. september var vi på Græsted station til veterantog for børn med kranvogn og V8 bugservogn.
26. september var vi ved Toldboden i København til Totalforsvarsdag. Kranvogn, ambulance, bugservogn og vejservicevogn.
28. november deltog vi med sprøjten ved filmoptagelse ved Kødbyen i København. Den opmærksomme vil se at 376 har fået krigsnummerplader A 5131. (ex. Vogn 100)
26. februar var vi på Falck-stationen i Gilleleje til Henrik Olsens 25-års jubilæum (Verners søn). Vi deltog med kranvogn og Mercedes-ambulance. Midt under æreskonvojen fra Henriks bopæl og til Falck-stationen begyndte tændingen på ambulancen at svigte periodisk for til sidst at dø helt da vi drejede ind på stationen. Vi prøvede at finde fejlen, men måtte opgive. Vi havde da heldigvis selv kranvogn med, så ambulancen måtte bugseres hjem til Helsingør. Det viste sig senere at der var knækket en lille kontaktfjeder i tændingskontakten bag ratlåsen. Et nyt kontakthus kunne heldigvis skaffes, men jeg skal hilse og at det var et meget stort og meget omstændigt arbejde at adskille instrumentpanel , rat og ratlås bare for at udskifte dette lille kontakthus.
30. april og 1. maj deltog vi det store besættelses-og befrielsesarrangement på Nyvang med kranvogn og Chevrolet-ambulance.
14-15 og 16. maj var vi til Græsted Veterantræf med kranvogn, katastrofevogn, ambulance og bugservogn.
5. juni havde Teknisk Museum den årlige Fars Dag hvor vi havde alle vognene ude på pladsen. Der var som sædvanlig ”Knust bil til frokost”, d.v.s. en ophugningstjenlig bil bliver, ophængt i kranvognen, kørt ind på arenaen. Der bliver så sat ild til den, og når der er rigtig fut i den, rykker Zonen ud med sprøjten og slukker den, hvorefter den, til stor jubel, bliver kørt over af et stort militært bæltekøretøj og bliver flad som en pandekage. Vi lavede også en fin demonstration af den lille Ellehammer- sprøjte, monteret med remtræk til baghjulet af en Fort T, og med vandforsyning fra en til formålet opstillet palletank.
11. juni havde Land-Rover klubben og muskelsvindsfonden m.v. et arrangement på det militære areal ved Høvelte for sygdomsramte børn som så kunne få en oplevelse og en køretur i terrænet. Vi mødte med kranvogn og bugservogn.
På Teknisk Museum mødes vi til arbejdsdag den 1. og den 3. onsdag i måneden, hvor der er nok at gøre med vedligeholdelse og reparation af vognpark og materiel. Det bliver kun til få timers effektiv arbejde hver gang. Vi arbejder jo et udstillingslokale, så det kræver at vi hver gang rydder op og gør pænt rent efter os.
Vores store løbende projekt er den tidligere Bedford sprøjte fra Horsens, vogn 378, som er under opbygning til kranvogn. Jeg vil lige vise nogle billeder af hvor langt vi er kommet siden sidst: Krandelene er nu malet færdig og samlet og kranbukken og kranarmen sat på. Vores arbejde må til tider indstilles, og vi må vige og rydde garagen og pakke alle vognene væk i et lagerrum når Teknisk Museum lægger beslag på Zone-garagen. Den er jo et velegnet stort rum til forskellige arrangementer. Det forreste af ladet er lagt, men det bageste må vente til skærmkasserne og spilkoppen er lavet. Opbygning af ladet blev lidt forsinket da de bagskærme jeg i første omgang havde skaffet og forsøgt tilpasset, desværre ikke kunne passe nøjagtig nok. Andre skærme er nu skaffet og gjort i stand og malet. Fjælene er lavet færdige og malet, og prøvesamlet, så nu begynder det at ligne noget, og det ser rigtig godt ud. For tiden arbejdes med det bageste af ladet med at få anbragt vinkelgearet til spilkoppen. Der har været problemer med at skaffe en spilkop, men jeg søger for tiden at finde en hos Fornæs Skibsophugning i Grenaa. Derefter skal kranvognen, i flg. aftale, til en smed i Kvistgård, som har lovet at ville lave en bagkofanger med det lave træktøj og et træktøj foran. Som det ses skrider projektet da fremad, selvom det går langsomt. Det bliver ofte tilsidesat når der dukker andre, mere presserende, opgaver op.
Vi har en god social hygge når vi mødes, og der udveksles mange gamle skrøner, og vi har et ganske fint forhold til Teknisk Museum, som i øvrigt har fået ny chef pr. 1. januar. Jens Bregnegaard er gået på pension og er blevet afløst af Jesper Buris Larsen.
Georg Tegne-Hansen

Bjarne Hansen aflagde beretningen på vegne af Holbæk-Zonen:
Her i billauget har vi ud over de daglige åbningsdage deltaget i flere arrangementer, bl.a. Nyvang besættes, kørt studenterkørsel, der skete på baggrund af megen polemik, om vi skulle have fartskriver i de gamle biler eller ej. Nu har vi installeret fartskriver i Bedforden, så den skulle være lovlig til fremtidige studenterturer. Desværre må vi ikke køre med gæster på studenterladet mere. Kølner-Forden er kørt til et værksted ved Ålborg for at blive bygget tilbage til kranbil som den var fra ny i 1960, så den er ikke længere på Nyvang.
I 2015 har vi prøvet et nyt koncept til vores Brand og Redning, hvor vi ”indvier Zonestationen år 1930” og arbejder sammen med det nyetablerede Sygeplejerskelaug og en læge, kaldet doktor Hansen, for at behandle de mange skader. Brandbilmuseet i Asnæs var også med, sammen med folk og biler fra Zonemuseet på Teknisk Museum i Helsingør. Vi har også været i Roskilde en torsdag eftermiddag og aften, hvor der torsdag aften sommeren igennem på parkeringen ved Vikingemuseet samles gamle bil, motorcykler og knallerter. Vi var derinde med Zone-kranbilen, Røde Kors ambulancen, Wauxhallen og Sigfred Madsen i sin Chevrolet.
I starten af året var Ford A lastbilen i København, hvor den deltog i filmoptagelser til Hollywood produktionen Den Danske Pige, men var desværre ikke med i den færdige film.
Her på værkstedet og i garagen er der blevet arbejdet flittigt med at istandsætte følgende biler - Ford V8 ambulancen, Bedford brandbil, Ford A lastbil, der lige er kørt til automaler, og her på det seneste montering af nyt lad på Bedford lastbil. Vi har også på baggrund af en donation af en søjlelift fra det tidligere SAAB værksted på Kalundborgvej, og med hjælp til at bore hullet fra Brøndborer firmaet Brøker fået etableret søjleliften her i værkstedet. Det bliver helt sikkert en lettelse for de gamle rygge, så de ikke i samme grad skal ligge på gulvet, når en bil skal have et eftersyn eller reparation. I det hele taget er vi meget taknemlige for, at der er nogle der tænker på os her ude på Nyvang, med gaver og donationer, der passer ind i den tidsramme vi er en del af.
I det forgangne år har vi fået en lillebror her i Zonelauget, men absolut ikke en ubetydelig lillebror. Her tænker jeg selvfølgelig på Zone-fly lauget. Det er en aktivitet vi forventer os meget af i det kommende år.
Som mange sikkert kan huske blev Zone-fly hangaren indviet i 2015, men ikke med det fly, der skal have sin daglig placering her på Nyvang, da det manglede de sidste godkendelser for at måtte flyve. Det vil Poul Eberhardt senere fortælle mere om.
Også i det kommende år ventes der megen aktivitet her på Nyvang.
Jeg vil gerne slutte med en stor tak for samarbejdet både med Nyvangs bestyrelse, direktør Keld Grinder-Hansen, alle de frivillige, og ansatte på Nyvang, de forskellige foreninger vi samarbejder med, og ikke mindst Zone-Redningskorpsets Venner, med formand Frederik Madsen. Uden ham, tror jeg ikke det var muligt at fortælle Zonens historie.
Bjarne Hansen

Børge Andersen aflagde beretning på vegne af Gelsted-Zonen:
Traditionen tro afholdt vi nytårsparole den, 14. januar på Holmegården, hvor vi ønskede hinanden godt nytår. Ib Sevanders samling ligger stadig pakket ned. Vores tanker omkring et udstillingsrum på Holmegården er foreløbig skrinlagt pga. den høje husleje, der kræves på stedet.
Den 20. juni afholdt Zonens Venner deres Zone-træf og generalforsamling på Holmegården, hvor vi fra Gelsted gruppen stod for arrangementet. Anført af Torben som bl.a stod for det kulinariske. Der blev pyntet op med museumsting fra Ib Sevanders samling, til stor glæde for de mange gæster. Vi kunne også fremvise vores igangværende projekt med sprøjten i en ny renoveret garage.
Sidst i august gik turen til Nyvang, hvor vi sammen med vore hustruer, oplevede hvordan ”zonen redder liv”. Vejret var med os, vi havde en rigtig god dag, som sluttede i forsamlingshuset, her havde Zone-gruppen på Nyvang, inviteret os med til spisning, sammen med aktørerne fra dagens rollespil.
Først i oktober måned modtog jeg en mail fra formanden for Zonens venner, hvor de i bestyrelsen havde vedtaget at de fem køretøjs/arbejdsgrupper som tak og anerkendelse for arbejdet med Zonen hver var bevilges kr. 1.000 til sociale aktiviteter for gruppens medlemmer. Dem har vi modtaget og pengene er overgået til Torbens sociale ”festkasse.”
Lørdag den, 21. november afholdt gruppen sin årlige julefrokost. Det var igen Anne og Torben der inviterede og lagde hus til arrangementet, vi havde nogle gode timer sammen hvor vi nød Anne og Torbens hjemmelavede frokost.
Vores projekt med sprøjten har i det forgangne år båret præg af at vi nu er inde i en periode hvor det er detaljerne der skal på plads, vi oplever at de opgaver der ligger foran os nu, kræver mere tid og forberedelse end tidligere, hvor det mere gjaldt adskillelse og med mindre finis. Vi har også oplevet at de anskaffelser og udskiftninger der er foretaget nu tærer på vores budget, men sådan må det være.
Arbejdsmæssigt er det nu sprøjten, der skal prioriteres først, så må bygning og container vente.
Vi har haft besøg af Dennis fra Pyrosan og aftalen med ham blev, at vi prøvesamler de løse dele på sprøjten, inden han får dem til maling. Når sprøjten derefter igen er samlet bliver den endelig malet færdig. Tømrer og smede lægger nu sidste hånd på rust og træarbejdet på karosseriet. Der skal afsluttes med et dæk øverst, til brug for sprøjtens materialer. Det er aftalt, at Ellehammerpumpen skal fungere som en attrap, uden tilslutning til motoren. Vi vil ikke risikere at en ubalance mellem motor og pumpe, skal forårsage skade på den nyrenoverede motor. Pumpevandes skal dog ledes gennem pumpen, men trykket skal komme fra en ”marksprøjte” som bliver trukket af et kraftudtag på gearkassen, i lighed med søster sprøjten fra Helsingør.
Motoren er kommet i hus og mekanikeren efterser i øjeblikket vandpumpe, karburator og manifold, bistået af smedene.
Velux Fonden har givet tilsagn om støtte til malerarbejdet med kr. 20.000. Vores ansøgning til Middelfart Industriforenings Fond mislykkes desværre, så vi må være glade for at VELUX FONDEN endnu engang støtter os.
Selv om vi er inde i en tidskrævende periode og der ligger mange timer foran os endnu, kan vi så småt se lys forude og med den opfindsomhed og samarbejdsevne der er lagt for dagen, synes jeg vi er nået rigtig langt. Jeg har en tro på, når vi igen mødes til generalforsamling i 2017, så er vi så tæt på at sprøjten selv kan køre ud af garagen.
Hermed vil jeg sige tak for samarbejdet.
Børge Andersen

Afsluttende bemærkninger fra formanden:
Et projekt jeg gerne vil fremhæve udover dem jeg ved ovenstående takketale har været igennem, er vores arbejde med at forsøge at få stablet en Zone-gruppe på benene i Jylland. Som I måske har læst i Zone-Nyt, er vi i gang med at genskabe ZR 753 Ford Köln som kranvogn. Hos SAWO i Støvring har de bygget først en kopi af den såkaldte Eskildstrup-kran, som ZR kørte med fra slutningen af 1950'erne, og nu er SAWO så i gang med smedearbejdet og montering af spil. Næste skridt er at få bygget et lad i træ og at få vognen gjort færdig som kranvogn. Vognen har gået i Hobro, og da vi ikke umiddelbart har plads til den her, hvad ville så være mere naturligt end at prøve at få en Zone-afdeling i Jylland? Jørgen Gram i Randers har taget opgaven op, og nu må vi se om det virkelig kan lykkes at finde et lokale i Randers, hvor gruppen kan holde til - gratis vel at mærke, for vi har ikke penge til husleje.
Endelig vil jeg til slut gerne sige en tak til min egen gruppe Historisk Datasektion, som består af Marius Vestergaard, Vilhelm Pedersen, Georg Tegne-Hansen, Flemming Lemberth, Niels Jørgen Hansen og jeg selv. I kraft af Vilhelm og Niels Jørgens utrættelige arbejde med at gennemgå og indscanne Zonens dokument- og avisarkiv hos Falck, vil vi en dag opnå at se Zonen være Danmarks mest velregistrerede og dokumenterede danske virksomhed. Vores database består her i dag nu til morgen af 79.468 registreringer: genstande, udklip, fotos, beretninger, vogne, personer. I 10.000-vis af dokumenter, udklip og fotos er scannet ind i vores system, og det er bare helt, helt unikt. Hver eneste dag kommer der nyt til, senest dette billede fra Aarhus. Meget af det formidles via zone-redningskorpset.dk, som har over 100.000 hits måneden. Altså ikke besøg, men når der søges på internettet efter et eller andet, så vises siden.
Derudover har vi facebook, som Marius passer. Hver uge når vi ud til nye mennesker. I denne uge er Marius' opslag blevet set af over 600 personer. Endelig har vi zonenlever.dk, som er en side der viser, hvordan Zonens hjemmeside kunne have set ud, hvis internettet var opfundet i 1962. Denne side har ca. 3.000 hits om måneden.
Alt i alt vil jeg tillade mig at sige, at vi har en velfungerende forening med et betydeligt aktivitetsniveau, de begrænsede ressourcer taget i betragtning. Vores akilleshæl er, at vi netto taber medlemmer. Nye potentielle medlemmer må være derude. Kunne bare hver 4. medlem skaffe et nyt medlem, ville det gøre underværker.
Tak til Danmarks Tekniske Museum, Andelslandsbyen Nyvang og Middelfart Kommune / Holmegården samt Falck for godt samarbejde og til alle medlemmer og frivillige for støtte og indsatsen. Som jeg plejer at sige: Uden Jer var dette ikke muligt, og det gælder også for 2015.


Ad dagsordenens pkt. 3: Regnskab

Aage Jelstrup gennemgik årsrapporten i oversigtsform og oplyste, at den var revideret med anmærkningsfri påtegning af de generalforsamlingsvalgte revisorer Bjarne Kogsbøll og Poul Køster.
Der var ikke spørgsmål eller bemærkninger til årsrapporten, hvorfor dirigenten konstaterede, at han anså rapporten for vedtaget enstemmigt.


Ad dagsordenens pkt. 4: Kontingent/budget 2016

Formanden oplyste, at bestyrelsen foreslog uændret kontingent, omend det ikke var hævet i lang tid, og at der måtte imødeses øgede portoomkostninger i fremtiden.
Der opstod i forlængelse heraf en diskussion om, at det var bedre at hæve kontingentet lidt, fremfor en dag at skulle hæve det voldsomt.
Som følge heraf blev der mundtligt fremsat forslag om at hæve kontingentet med forskellige beløb.
Ved håndsoprækning konstaterede dirigenten, at det var vedtaget at hæve kontingentet med kr. 10,00, således at det fremover er kr. 235,00 årligt for enkeltpersoner og fortsat kr. 300,00 for ægtefæller.


Ad dagsordenens pkt. 5: Valg af bestyrelse

Dirigenten oplyste, at bestyrelsesmedlemmerne Ingelise Nielsen, Preben Kjær, Poul Wissing og formanden var på valg og at alle modtog genvalg undtagen Ingelise Nielsen, der dog gerne ville fortsætte med Medlemsservice-arbejdet.
Formanden takkede Ingelise Nielsen for hendes store og engagerede arbejde i bestyrelsen og glædede sig over, at Ingelise ville fortsætte med Medlemsservice.
Dirigenten oplyste, at bestyrelsen foreslog nyvalg af Ole Olofsen, Holbæk.

I det forsamlingen gav akklamation, anså dirigenten de pågældende for genvalgt og nyvalgt enstemmigt.

Bestyrelsen består herefter af:
Frederik Madsen, formand
Aage Jelstrup, næstformand
Bjarne Hansen, tillige repræsenterende Holbæk-Zonen
Christian Jensen
Georg Tegne-Hansen, tillige repræsenterende Helsingør-Zonen
Ole Olofsen
Poul Wissing
Preben Kjær


Ad dagsordenens pkt. 6: Valg af revisorer

Til revisorer genvalgtes ved akklamation Bjarne Kogsbøll og Poul Køster.


Ad dagsordenens pkt. 7: Indkomne forslag

Der var ikke fremsat forslag.


Ad dagsordenens pkt. 8: Eventuelt

Der var ikke bemærkninger under eventuelt af betydning for referatet, hvorfor dirigenten afsluttede generalforsamlingen og takkede for god ro og orden.

Formanden takkede dirigenten for god og myndig ledelse af generalforsamlingen, der herefter kunne betragtes for afsluttet.

Referatets rigtighed attesteres:


Holbæk den 15. august 2016

Jens Snedker Holm
(Sign)






























Bliv medlem af Zone-Redningskorpsets Venner
KONTAKT
Følg os på Facebook
Om Zone-Redningskorpset
©www.zone-redningskorpset.dk, 10. december 2018