Besøg Zone-stationen i Andelslandsbyen Nyvang
Familieoplevelser for fuld kraft - besøg Teknisk Museum i Helsingør

Zone-tårnet indviet 2005



Lørdag 18. juni 2005:

Zonetårnet indviet ved bestyrelsesmedlem, direktør Preben Kjær.


Preben Kjær taler i forbindelse med indvielsen af tårnet. Læs talen nederst på siden.









Lørdag 11. juni 2005:

Zone-tårnet rejses i Andelslandsbyen Nyvang ved Holbæk, så det er klar til indvielsen 18. juni 2005:







Preben Kjærs tale ved indvielsen af Zone-tårnet i Andelslandsbyen lørdag 18. juni 2005:

"Fra midten af 1920'erne påbegyndtes en omfattende motorisering af landbrandvæsenet i Danmark. Denne udbygning skete ikke mindst i form af de såkaldte Zone-Brand-Vagter, hvis opgave var at rykke ud til brande i en radius af ca. 15 kilometer fra stationen.

Dengang var det farligt at telefonere, når der var risiko for lynnedslag, og derfor lukkede telefoncentralerne når det blev tordenvejr. Imidlertid var risikoen for brande netop stor i tordenvejr, fordi lynet kunne slå ned i de stråtækte tage på gårdene.

Dette paradoks - at man ikke kunne tilkalde brandvæsnet pr. telefon netop når der var mest brug for det - gjorde at Zone-Redningskorpset flere steder i landet udlagde udkikstårne, hvorfra man i tordenvejr kunne holde øje med brande, for derefter at rykke ud med brandmateriellet ikke efter en adresse, men i ildens retning.

Vi har i arkivet beretninger fra Zone-folk, der fortæller om skrækslagne at være blevet kommanderet op i tårnet under torden og lynild.

Tårnet der i dag indvies ved Zone-stationen på Nyvang er derfor ikke et slangetårn som man umiddelbart skulle tro, men derimod et udkikstårn, som blev taget i brug ved Zone-Brandvæsnets station i Søllested på Lolland formentlig omkring 1926.

Tårnet er oprindeligt et vindmølletårn fra perioden omkring 1. verdenskrig. Det er måske bygget af stationsleder Carl Petersen selv, idet han foruden Zone-Redningskorpset drev virksomhed som vindmøllebygger.

I 1939 blev stationen i Søllested flyttet til Nakskov, og tårnet blev flyttet med.

Efter sammenslutningen mellem Falck og Zonen i 1963, kom tårnet til Falck i Sakskøbing, nu udelukkende som slangetårn.

I 1991 blev tårnet nedtaget og det blev af Falck overdraget til Museum for Zone-Redningskorpset i Holbæk, hvor det blev indviet i maj 1992 efter en omfattende restaurering.
.
I forbindelse med overflytning af Museum for Zone-Redningskorpset i Holbæk til Teknisk Museum i Helsingør, som i dag ejer tårnet, blev det besluttet at opstillet det ved Zone-stationen i Andelslandsbyen, idet det tidsmæssigt passer til Zone-stationen fra 1930'erne.

Tårnet er en enestående dokumentation ikke bare for en primitiv måde at kommunikere på, men derimod i høj grad dokumentation for helt urimelige arbejdsbetingelser for de ansatte i datidens brandvæsen, eftersom et jerntårn ikke var et ufarligt sted at opholde sig netop i tordenvejr. Tilmed er tårnet det eneste af sin art, der findes bevaret.

Vi håber at I herude vil passe godt på det enestående tårn.

Samtidig vil jeg gerne takke Holbæk Kommune for dispensation fra lokalplanen til at rejse tårnet her, ligesom jeg gerne vil takke Andelslandsbyen Nyvang og de frivillige ved Zone-stationen herude for godt samarbejde og stor indsats for at hjælpe med at sikre mindet om Zone-Redningskorpset."


KONTAKT
Et tryk på billedet fra Holbæk 1933 giver dig adgang til den historiske Zone-database
Hjælp os med at identificere billeder med Zone-folk
©www.zone-redningskorpset.dk, 14. december 2018